Sommerklar
Sommerklar!
Jeg er så sommerklar, som jeg overhovedet kan blive!
Jeg plejer ellers at være et rigtigt forårsmenneske, som i fulde drag nyder forårets komme med det spirende nye liv, som glæder helt ind i sjælen efter en lang, kold og mørk vinter. Men i år har foråret været meget anderledes, end det plejer – for det første forsvandt den rejse, jeg sådan havde glædet mig til, og for det andet jeg har nu brugt 3 måneder på at være småsyg.
Rejsen, som jeg glædede mig så meget til, var allerede udsat én gang, så det var på høje tid at komme af sted for bl.a. at besøge søn, svigerdatter og barnebarn. Børn vokser og udvikler sig jo hurtigt, og når barnebarnet er bosat på den anden side af Atlanten, så ses vi jo ikke særlig ofte, derfor var det selvfølgelig en skuffelse ikke at komme af sted som planlagt, men set i lyset af udviklingen af covid-19 epidemien, var det jo på den anden side det eneste rigtige at gøre. Nu glæder jeg mig til, at det hele normaliseres så meget, at vi igen kan begynde at lægge planer.
Og mit helbred? Tja, hvad det er, kan jeg ikke sige. Ondt i halsen, hoste og let feber nogle dage, andre dage feberfri. Og det har nu stået på siden midten af marts. Jeg er testet negativ for covid-19, jeg har fået røntgenfotograferet lungerne, og der er intet unormalt at se. Det har været et underligt forløb, min læge har jeg kun talt i telefon med, for sådan som situationen har været, har man ikke ønsket at se patienterne, hvis man kunne undgå det. Jeg blev tilbudt hostestilnende medicin, men jeg ønskede at finde årsagen frem for at behandle symptomerne. Det viste sig så, at den eneste undersøgelse, der ikke var lukket for, var røntgen, så det takkede jeg ja til. Der gik så næsten 3 uger, før jeg kunne komme til undersøgelsen. Undersøgelsen foregik på et sygehus, og jeg forestillede mig, at der var mange hensyn at tage, samt at sygehusets personale tydeligt ville bære værn og beskyttelse, når de færdedes blandt patienter, som de ikke vidste, hvad fejlede. Men dér tog jeg fejl – vi mødte ikke en eneste af personalet, som var iført maske, handsker eller andet værn, og jeg skal hilse og sige, at vi mødte mange! Jeg tænkte også, at når man som jeg kom med sygdom, som tydeligvis sad i luftvejene, så ville man blive ekstra skærmet, måske endda få udleveret mundbind i receptionen til både beskyttelse af sig selv og andre, man kom tæt på. Men nej, heller ikke, tværtimod skulle jeg gennem det meste af hospitalet, også gennem flokke af ventende mennesker, for at komme til den afdeling, som skulle foretage røntgenundersøgelsen. Jeg følte undrende, at supermarkeder langt bedre håndterer sundhedsstyrelsens krav om afstand og beskyttelse end et sygehus, som jo med den viden og erfaring, der findes her, burde gå foran og vise alle os andre, hvordan det bør gøres.
Jeg kender stadig ikke årsagen til min småskranten – men jeg håber meget på, at sommerens sol og varme kan få bugt med det, for det er trættende og energikrævende at være småsyg samtidig med, at man slås fibromyalgens træthed og smerter. Det tærer på overskuddet - men det er jo så samtidig forklaringen på, at der har været lidt stille og lidt langt mellem indlæggene her på siden.
Så ja tak til en dejlig sommer – den skal være så velkommen!
De varmeste sommerhilsener og gode sommerønsker til alle, som læser med,
Merete.
